Karen, mor til Magnus Linnebjerg

Karen, mor til Magnus Linnebjerg

Magnus fik et anderledes afslutning på Prosper High School uden for Dallas, Texas. Mest pga en brat afslutning pga Corona, men det startede med en af de største oplevelser man kan få som ung footballspiller – en invitation til Pro Football Hall of Fame Camp i Canton, Ohio, herfra gik det slag i slag med gode oplevelser, bl.a hvor familien i Danmark hoppede rundt i sofaen, da der blev budt på spilletid for Varsity holdet (førsteholdet) i en kamp på McLane Stadium i Waco med plads til 45.000. Det sluttede desværre pludseligt, med skoleferie, hjemme hos værtsfamilien og en hjemkaldelse pga. Corona. Uden mulighed for at sige farvel til mange af de mennesker, der havde betydet så meget for ham gennem de sidste 10 måneder. Alligevel er det en oplevelse hverken Karen, Magnus eller faren, Jan, ville have undværet – heller ikke Debbie eller Chris, hans værtsfamilie.

 

Egentlig var Magnus lidt i tvivl, da High School først kom på tale, selvom det var hans egen idé. Hans største bekymring var at miste forholdet til hans venner i Frederikssund, for hvis han tog til USA, ville han være et år bag dem, når han kom hjem igen, da et High School ophold ikke tæller som en del af en ungdomsuddannelse. Men en af kammeraterne fra Frederikssund Oaks var på vej afsted, og Magnus havde det da også i generne, da flere fra Karens familie har været afsted, og de ting betød også, at han havde en masse han kunne snakke med. Karen mener i al fald, at den research i at de kunne få alle erfaringerne på bordet og snakke tingene igennem med folk, der selv har taget turen var “supergod”.

 

Hun kontaktede så DAFF, der lovede at få Andreas fra Thunder Exchange til at ringe tilbage. De var tidligt ude, hvilket betød, at mens de startede processen, så var der andre, for hvem den store oplevelse var lige på trapperne. For familien betød det en mulighed for at observere alt det de selv havde at se frem til fra første parket, gennem dialogen med Andreas og holdkammeraten August.

 

En af de ting man skal igennem inden det rigtigt bliver spændende, er at lave en ansøgnings profil, hvor Magnus skulle beskrive sig selv, så familierne kan få en idé om, hvem de gerne vil have boende. For Karen og familien var det en ordentlig mundfuld, med de mange dokumenter der skulle udfyldes og ting der skulle ordnes, såsom at indhente udtalelser fra skole lærer, lægebesøg, Tuberkulose test, vaccinationer og flere andre ting.

“Jeg synes det var besværligt. Det hjalp altså virkelig godt med den der manual. Den sendte jeg så videre (…).”

Med ansøgnings profilen på plads var familien Linnebjerg klar til at sidde på nåle, men kommunikationen med Thunder Exchange fungerede som en pude. Dialogen med Andreas fra Thunder Exchange gav en sikkerhed omkring situationen, hvor der var små bemærkninger, der øgede familiens ro, men nervøsiteten fortog sig dog aldrig helt, “man er jo også bare så skidenervøs, man kan jo ikke vælge fra, man kan ikke sige “nej, dem gider vi ikke”“.

 

Efter Magnus var taget afsted og ankommet til Texas, er det i en periode med følelserne uden på tøjet hjemme hos familien i Danmark. Karen beskriver, hvordan hende og Jan ikke kunne kigge ind på Magnus værelse uden at tudbrøle, og en opstart der krævede is i maven. Bl.a. fortæller hun om en værtsfar, der var mere opdragende end hun ønskede og hvordan hans forhold til Magnus krævede, at de skulle “slibe kanterne af hinanden”, men også, at de endte med at løse forskellene mellem dem.
Det var en periode, hvor Andreas og Thunder Exchange som organisation formåede at berolige hende, og sagde, at hvis der reelt set var mistrivsel, skulle de nok tage over og tage sig af det – med det samme. Karen virker meget glad for den dialog med Thunder Exchange og deres personlige tilgang til situationen og tror også, at de større organisationer havde været mere tilbøjelige til at have berøringsangst og med en mere afvæbnende retorik.

 

Heldigvis udviklede det hele sig godt, både mellem Magnus og værtsfaren, men båndet mellem familierne blev også styrket “det er ligesom om, at vi føler en kæmpestor kærlighed til dem faktisk, fordi det simpelthen har givet vores søn det de har … Jeg ved godt, når vi så møder hinanden en dag så vil man være total strangers et eller andet sted. Og så skulle man jo faktisk først til at finde ud af, kan vi faktisk tale sammen eller kan vi finde ud af at opleve noget sammen eller sådan noget. Men det har bundet os sammen.”

 

Efter hjemkomsten ser Karen og Jan tydeligt hvordan året i USA havde været en åbenbaring i forhold til Magnus’s fremtid, der blev afklaret for ham. Inden afrejsen havde han forventet, at han fulgte venner på det lokale STX. Men muligheden for at vælge de fag, der interesserede ham – primært de matematiske – betød, at han fik en enormt stor faglig modning, og da han kom hjem, var der kun en vej. Han skulle gå på Niels Brock i København, og det skulle være den internationale linje.

 

Photo 13-03-2021, 20.23.13
Photo 13-03-2021, 20.23.16
Photo 13-03-2021, 20.23.18